Der er ingen klar konklusion om, hvilken dialysemetode der skal anvendes i slutstadiet diabetisk nefropati. Peritonealdialysebehandling har mindre indflydelse på det kardiovaskulære system og bedre beskyttelse af resterende nyrefunktion end hæmodialyse og kan være mere egnet til nogle patienter med diabetisk nefropati.
Timing af peritonealdialyseinitiering hos patienter med diabetisk nefropati
I betragtning af specificiteten af diabetisk nefropati i slutstadiet bør dialysebehandling være tidligere end ikke-diabetespatienter. I fravær af tarminfektion, divertikulum, alvorlige peritoneale adhæsioner osv. kan prædialysepræparatet startes, når den glomerulære filtreringshastighed (GFR) falder til 20-30 ml / min, og dialyse kan startes, når GFR er mindre end 15 ml / min. Hvis der er alvorlige uræmi symptomer, såsom acidose, elektrolytforstyrrelse, hjerteinsufficiens, kvalme, opkastning osv. Dialyse kan være passende på forhånd.
Peritonealdialyse program
1. Peritoneal dialysatbehandling med glucose peritoneal dialysat kan forårsage metaboliske lidelser såsom hyperglykæmi; det lave pH-miljø, der kræves til fremstillingsprocessen, kan forårsage kronisk peritoneal inflammation og beskadige bughinden; efter glukose er absorberet, kan terminale lykationsprodukter produceres i kroppen (AGE'er), AGE'er kan binde sig til specielle receptorer på en række celler (såsom vaskulære glatte muskelceller, endotelceller osv.), Hvilket resulterer i fortykkelse af blodkarvæggen, inducerende vævsiskæmi og andre dysfunktioner. Icodextrindialysat og aminosyredialysat kan anvendes til patienter med diabetisk nefropati. Førstnævnte bruger polysaccharid som et osmotisk middel, som har egenskaberne ved vedligeholdelse af langt osmotisk tryk, høj ultrafiltreringseffektivitet og mindre dannelse af AGE'er og er især velegnet til patienter med diabetisk nefropati i slutstadiet. Aminosyredialysatet indeholdt ikke glucose, og det osmotiske tryk var tæt på trykket af 2,5% glucosedialysat (365 mOsm / L vs 396 mOsm / L). Det kan ikke kun producere ultrafiltrering, men også direkte supplere de næringsstoffer, som menneskekroppen mangler (hver pose på 2L kan give 22 g aminosyrer), som er velegnet til diabetiske peritonealdialysepatienter, især dem med underernæring.
2. Dialysedus og dialysedosis Valget af peritonealdialyseregime og dialysedosis hos diabetespatienter bør baseres på peritoneale transportegenskaber, og der er ingen signifikant forskel i peritoneal transportfunktion mellem diabetiske og ikke-diabetiske nefropatipatienter med ESRD.
andre foranstaltninger
1. Glykæmisk kontrol: Diabetiske peritonealdialysepatienter bør i princippet bruge insulin til at kontrollere blodsukkeret ud over diætkontrol.
Kost: For at sikre kalorieforsyning er de samlede daglige kalorier efter dialyse 1800-2000 kcal, med et gennemsnit på 35 kcal / (kg · d), en proteindiæt af høj kvalitet på 1,0-1,2 g / (kg · d) vælges, og indtagelsen af vand og natriumsalt kontrolleres korrekt. Suppler med vandopløselige vitaminer.
Insulinbrug: Fordi dialysatet indeholder en stor mængde glukose, skal dialysepatienter tilføje yderligere 100-200 g glukosebelastning om dagen, hvilket får blodsukkeret til at svinge meget under dialysebehandlingen. kontrol er vanskeligere.
Problemer at være opmærksom på
1. Målværdi af blodsukkerkontrol: oprethold normalt blodsukkerniveau under hele væskeudvekslingsprocessen, kontroller postprandial blodsukker og undgå hypoglykæmi. Fastende blodsukker bør kontrolleres ved omkring 7,0 mmol / l, postprandial blodsukker skal være omkring 10 mmol / l og glycosyleret hæmoglobin<>
2. Insulinbrug: I princippet bør insulin være det første valg for alle peritonealdialysepatienter, især CAPD-patienter. Det anbefales at anvende korttidsvirkende insulin, generelt ikke langtidsvirkende insulin, fordi disse patienter har forlænget insulinhalvetiden (reduceret renal clearance af insulin), og langtidsvirkende insulin er ikke befordrende for blodsukkerkontrol.
3. Indgivelsesvej: subkutan injektion og (eller) intraperitoneal administration. Førstnævnte har den fordel, at den er enkel, bekvem og reducerer risikoen for abdominal infektion. På grund af faktorer som injektionssted og koncentration er absorptionen af insulin imidlertid ikke stabil, blodsukkeret svinger meget, og hypoglykæmi forekommer ofte. Fordelen ved intraperitoneal administration er, at bughinden langsomt kan absorbere insulin og komme ind i den systemiske cirkulation gennem portalvenen, og processen er tættere på den fysiologiske tilstand af insulinfrigivelse. Imidlertid øger intraperitoneal administration chancen for intra-abdominal infektion, og dialyseposen og rørledningen vil absorbere insulin, hvilket påvirker effekten. Patienter har ofte brug for at øge doseringen af insulin (normalt 2 til 3 gange doseringen af subkutant insulin).